DM hold sprint.

DM hold sprint.

Lørdag den 4. september 2010 blev der afholdt DM Hold Sprint i Ganløse, som køres på distancen 750 m. svømning, 20 km cykling og 5 km løb. Måden der bliver kørt på, er at man køre en hold-tidskørsel, og hvert hold sendes af sted efter seedning. Det er så 3. mand (eller kvindes tid) over målstregen der er den tællende tid for holdet. Der må max være 4 personer på hvert hold.

De fire hold, der på herresiden, ville komme til at kæmpe om guldet (i mine øjne) var KTK 86, Sigma Tri, OTK og Tri4 ( jeg stiller op for sidstnævnte). Alle rigtig stærke hold, så det ville blive rigtig tæt til om guldet.

Planen.

Vores hold bestod af Thomas Bech (stærk svøm og cykel), Jens Toft (stærk svøm, cykel og løb), Rasmus Ahlfors (stærk cykel og løb) og mig selv (stærk svøm og løb). Thomas skulle trække på svøm, og fyre den af på cyklen. Jens skulle være 2. mand på svømningen, og fyre den af på cyklen, Rasmus skulle hænge på på svømningen, og fyre den af på cyklen, og jeg skulle sparre så mange krafter som muligt på svøm og cykel, så vi kunne løbe rigtig stærkt til sidst. Rasmus og Jens var som udgangspunkt bedre løbende end mig, selvom de ville lave et større arbejde på cyklen, så jeg skulle bare være klar til at løbe det bedste jeg kunne.

Hvis den plan kunne holde, og med de gode navne vi havde på holdet, så var der rigtig gode chancer for at løbe med guldet.

Hvordan gik det så?

Ikke helt som vi havde håbet. Svømningen var lidt under niveau, skiftet til cykel var ok, men ikke helt i skabet. Lige da vi kommer ud af 1. skiftezone, taber Thomas sin ene cykelsko, og mister tid på det. Vi vælger at vente på ham, da han kan bidrage med meget på cyklen. Thomas er oppe hos os efter 1.5 - 2 km,. Skæbnen vil så at han punkterer 4 km senere. Så er vi 3 tilbage. Jens og Rasmus kører alt hvad de kan, og jeg bidrager med hvad jeg kan, men det er ikke meget. Jeg har bare ikke cykelbenene på dagen. I 2. skifte, er det mig der taber lidt tid, (jeg er sgu blevet lidt tung i røven af at køre lang distance triathlon). Efter 500 m. på løbet, skal man ned af en stejl bakke, og den giver Rasmus stive ben, så han kan ikke rigtig få gang i benene. Så vi løber ikke op til vores bedste, og ender med en 3. plads, efter Sigma Tri på 2. pladsen og KTK86 der løber med guldet.


Vi var alle skuffede, dels fordi vi havde et rigtig godt hold, der under normale omstændigheder ville kunne vinde, og dels fordi, at det ikke rigtig spillede på dagen. Der var ingen af os der rigtigt havde diamanter i benene, og vi havde følelsen af at tingene ikke rigtig var med os.

Godt kæmpet drenge, vi smadrer dem til næste år!

Mvh

Andreas

Op på hesten igen, og af den igen.

Efter skuffelsen ved Challenge Copenhagen, hvor jeg blev tvunget ud af højere magter, var planen at jeg skulle køre im i Köln den 5 sep.

Dagen efter Challenge Copenhagen blev jeg syg, dårlige mave, det gik der et par dage med, før jeg kunne genoptag træningen. Skæbnen ville så at jeg fik et nyt, lidt mindre maveonde fredagen efter racet, og så var det sket for mit vedkommende. Planen om at jeg skulle have kørt en im i Köln den 5 sep var aflyst. Med sygdommen, der havde kostet næsten en uge uden træning, og ugen med nedtrapning, var der gået næsten 2 uger med minimal træning, og så ville det være urealistisk at skulle køre en god im den 5 sep. Så jeg tog beslutningen om ikke at køre.

Det næste der står på kalenderen er dm hold sprint, der køres den 4 sep i Ganløse. Og hvad der skal ske bagefter er pt. uvist.

Mvh

Challenge Copenhagen.

Aftenen og natten før racet, oplevede Danmark det værste regnvejr i 35 år siger de kloge. Da jeg stod op om morgenen var jeg rigtig spændt på at se, hvad, og om, det havde haft af konsekvenser for racet. Jeg kunne læse på nettet at arrangørerne havde knoklet som sindsyge hele natten for at redde stævnet, og det var lykkes.


Svømmestarten gik smertefrit, og jeg kom ud på fødderne af Martin Jensen og Adam Molnár (to hurtige og dygtige svømmere). Vi får hurtigt slået hul til resten af feltet, og jeg kan se at det ikke kommer tættere på. Lidt under halvvejs i svømningen må jeg slippe fødderne på de to, men det er ikke noget jeg stresser over. Jeg ved at Martin er stærkere på cyklen end mig og at vores race under alle omstændigheder måske først ville mødes igen på løbet. Angående Adam havde jeg lidt en fornemmelse af, at han lå og lavede små ryk, for at få sat os. Så at prøve at svømme med ville bare koste unødvendige krafter. Gruppen bagved var ca. 1.30 bagefter og indeholdt dem der ville have indflydelse på mit race. Så jeg fandt mig egen rytme, og kom fornuftigt igennem svømningen, som nr. 3 oppe af vandet.

Skiftet gik fint, og jeg kom godt afsted på cyklen.



De første 10 km var med en del sving, og da det også småregnede om morgenen, var det perfekt at ligge alene de første 15 minutter og ikke tage nogle unødvendige chancer gennem svingene. De første der kommer op til mig, er en gruppe på ca 6-7 stykker, og flere kommer til, så vi ender på ca. 10 i front - hvor Martin Jensen i spidsen af løbet. Jeg sidder altså perfekt i løbet, og skal bare sørge for at holde mig til. Omkring 100 km får jeg en punktering på forhjulet. Da jeg får flået ringen af, og skal igang med at sidde den nye på, finder jeg ud at at mine co2 patroner er røget af, men til mit held får jeg lånt en pumpe af en tilskuer der står tæt ved, men den kan kun pumpe op til ca 1,5 - 2 bar, og det er ikke særlig meget. Jeg kører videre på mit halvflade fordæk. 5 km senere, kommer jeg forbi et væskedepot, hvor jeg kan låne en fodpumpe, og så kører det igen. Ud af Strandvejen går det ok, jeg kan mærke at jeg har fået lidt stive ben af de små afbræk, men det går egentlig ok. Op af en bakke, hvor jeg står op og træder, kan jeg mærke at der er noget galt. Mit baghjul hopper på en rigtig kedelig måde, og det kan kun betyde en ting: en punktering til. Da jeg ikke havde flere ringe med, var det slut for mig og mit race der!

Det er altid superalvorligt at skulle udgå af et race, og specielt når det er en ikke menneskelig defekt der er skyld i det. Nu skal jeg lige slappe af et par dage, og så må jeg se hvad jeg så skal.

Tusind tak for al støtten ude på ruten, det betyder super super meget. Tusind tak for det!

Mvh

Andreas

Om under en uge går det løs til Challenge Copenhagen, og træningen er gået ind i den sidste fase.

Træningen den sidste måned er gået super godt. Jeg har haft en god lang ferie fra studiet, så det eneste jeg har skullet tænke på er træningen, og det har jeg nydt til fulde. Jeg syntes træningen er absorberet rigtig godt, og som søndag den 15. august kommer tættere på, bliver jeg også mere og mere klar. Så alt går som planlagt.

Forskellen på Challenge Copenhagen og alle andre IM-distance stævner jeg har kørt er, at denne gang er det på hjemmebane. Så derfor ingen resturanter og hoteller. Jeg kan sove i min egen seng, og på ingen måder gå på kompromis med kosten op til stævnet. Så aftenen før Challenge Copenhagen bliver brugt på min sofa med at se EM finaler i svøming, dvdfilm og proppe masser af pasta i hovedet, som er tilberedt i mit eget køkken:-)

Jeg fik ikke det jeg kom efter, men alligevel kom jeg ikke tomhændet hjem

Hannover Triathlon 2010. Ironman-distance (3.8 km svøm, 180 km cykling og 42 km løb)

Op til racet var alt forløbet rigtig godt og jeg følte mig klar til at give den en skalle. Planen var at levere min til dato bedste præstation på ironman-distancen, men da dagen var omme og jeg dybt skuffet stod og kiggede mig selv i øjnene i spejlet på hotellet, stillede jeg mig selv spørgsmålet: hvad gik der så lige galt dér Andreas??

Starten gik fint, planen var at jeg skulle have en kontrolleret svømning, og det fik jeg også. Jeg fik hurtigt frit vand, og kunne cruise de 3.8 km som var to omgange ud og hjem (distancen var dog nok tættere på 4 km ind 3.8). Herefter var det op af vandet, hente cyklen og afsted. Så langt så godt.

Ude på cyklen, som var seks omgange af 30 km, gik alt som det skulle, lige indtil jeg ramte 110 km. Der begyndte jeg at have svært ved at holde de watt jeg skulle. Jeg mistede power i mine ben. Jeg begyndte at tabe tid pr omgang. 4. omgang kørte jeg 2 min langsommere end den forgående. Sidst på 4 omgang, begyndte jeg at tænke negativt - tænke: "hold kæft hvor er der langt tilbage af den her skide cykling", hvilket er en rigtig dårlig ting at få i hovedet. Midt på 5. omgang fik jeg krampe i højre inderlår og måtte stoppe og strække ud. Derfra kunne jeg nærmest kun rulle, og jeg kørte 40 watt mindre på de sidste 40 km end jeg jeg havde i snit watt frem til da. Men det var bare at slå koldt vand i blodet, og bevare roen (den jeg havde tilbage:-)).

Skiftet til løb gik ok, og jeg kunne starte løbet. Heldigvis mærkede jeg ikke noget til krampen da jeg kom i gang med løbet. I starten af løbet havde jeg svært ved at finde rytme, og ved 5-6 km begyndte tempoet at falde makant, og jeg kunne godt regne ud, hvad retning det hele var på vej i. Her tog jeg en beslutning om at gå igennem væskedepoterne, og lidt efter dem. På den måde kunne jeg beholde en god kvalitet når jeg løb, i stedet for at snegle mig afsted, og kunne løbe hele vejen til mål.

Selve løbetiden var milevidt fra, hvad jeg er i stand til og det skyldtes at jeg havde gået dele af løbet. Men havde jeg løbet hele vejen var jeg måske endt med at gå fuldstændig ned med flaget, og det var for alvor blevet en meget lang dag på kontoret.

Hvad gik så galt? Mig og min træner har været alle de forskellige scenarier, der kunne have været årsag til at kroppen ikke kunne præstere på dagen igennem, men vi er ikke klar til at konkludere endnu.

Målsætningen blev altså ikke nået. Jeg kom efter at sætte en super hurtig slut tid, og løbe et godt marathon. Men på det positive, blev jeg mentalt presset rigtig langt ud, og fik på den måde skabt nogle dyrebare erfaringer. Erfaringer man ikke kan få gennem den daglige træning, og som uden tvivl kan bruges i fremtiden. Plus det kom jeg først op af vandet, hvilket var en super super fed oplevelse, og jeg krydser målstregen som 2'er i stævnet. Så selvom der gik det galt, at jeg ikke nåede den målsætning jeg havde sat mig, kom jeg alligevel hjem med tasken fuld af gode erfaringer.

Mvh

Andreas

Så er det lige ved og næsten. På søndag lyder startskuddet for årets første race. Raceet er i Hannover Tyskland, hvor jeg har været de sidste par dage, som er blevet brugt på at kikke på ruten, og blive de sidste procenter klar.

Ruten passer rigtig godt til mig, og min målsætning for racet. Svømningen er i en kanal, ingen problemer der, og cyklingen er en rimelig flad omgang på 30 km, som køres 6 gange. Hvis det blæser op til på søndag, så er cykeldelen lidt vindfølsom, men lige nu ser det ud til at det ikke bliver tilfældet. Løbet er 4 omgange, og har en del sving, så ikke verdens hurtigste løberute, men heller ikke den langsomste. Det der kan komme udefra og udfordre mig, er at det ser ud til at blive varmt, den tyske vejrudsigt siger ca 28 grader, så det bliver rigtig varmt på løbet.

Målsætningen på søndag er: en stabil solid svømning, uden at bruge alt for mange unødvendige krafter. På cyklingen der bliver min wattmåler min bedste ven, så det jeg skal er at, passe min watt, få drukket det jeg skal, og passe mine watt:-) Løbet: et rolige udlæg, sørge for at holde godt igen de første par km, få ramt min løbecadanse(det antal skridt jeg har pr min. med et ben. Jeg skal ligge på 90), og så holde fokus i så lang tid som muligt, og når jeg mangler 7-8 km, skal/vil jeg ikke give efter for kropens skrig for restitution, der skal kæmpes for at holde tempo hele vejen hjem!

I Morgen lørdag er der en lige smugle træning, lige få tjekket udstyret en sidste gang, og så skal det ellers bare sørge for at blive søndag.

Mvh

Andreas

På søndag skal jeg køre Hannover iron-distance. Og det er også årets første konkurrence, så spæningen er i højsæde, og forventningerne lige så store.

Svømningen og cyklingen er på plads, specielt cyklingen har rykket sig, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den nok skal sidde lige i skabet. Men det jeg glæder mig til allermest er løbet, specielt de sidste 8-10 km. af marahtonet, det er der min ironman begynder.

De sidste 8-10 km har jeg glædet mig til lige siden jeg krydsede målstregen i Köln sidste år. Der bukkede jeg under for det fysiologiske pres, man bliver udsat for under en ironman. Men i Hannover bliver det anderledes, her er jeg mange gange mere klar til smerten, og det kommer ikke til at få mig ned med nakken, som det gjorde i Köln.

Den sidste rigtige træning er afsluttet, den træning der har været super specialiseret frem mod Hannover. Nøglepasende er gået godt. Nøglepasende er de træningspas der virkelig sparker, og rykker niveauet, mentalt såvel som fysisk.

Men, det lille "men" er der altid. Det er at jeg var løbeskadet i foråret, og hvor meget det har kostet er ikke til at vide. Men jeg er meget optimistisk selvom jeg har været løbeskadet. Dels fordi jeg fik lagt en super god løbebase i vinters, og dels fordi jeg mentalt føler mig stærkere ind da jeg kørte i Köln. Og "bare" ved det mentale kan man hente utroligt meget på en konkurrence der er så lang som en iron-distance.

Mvh

Andreas

Skadesfri, og i den rigtige retning.

Min lille s.... af en skade jeg havde i læggen er væk, død og begravet... Og sneen er sgu også væk, så nu er træningen en åben landevej, med solen bagende ned på mig fra en skyfri himmel.

Men det der går lidt i gennem mit hoved er, at der er under 3 måneder til jeg skal køre en iron-distance. Og når man lige pt sidder og er rimelig stolt efter at have gennemført (ja, jeg siger gennemført) et løbepas på 6 km, så kunne man godt blive liiidt nervøs for de 42 km der lurer i den nærmeste fremtid. Heldigvis er jeg blivet lidt bedre til med tiden at håndtere sådanne situationer. Så jeg vælger at fokusere på, at jeg kunne løbe 6 km uden at mærke til skaden, og kan så jeg give mig selv titlen, skadesfri.

Og når så sneen er så godt som væk, så man kan få gennemført et uge program, uden at der står "hometrainer" i dagbogen, er det en fantastisk ting. Jeg har blandt andet fået kørt lidt på Challenge Cph cykelruten. Man får jo ikke bedre optakt til et stævne, når hele ruten ligger i din baghave.

Og når dagen kommer, så kan man sove i sin egen seng op til stævnet. Jeg tror ikke der er mange der har eller kommer til at prøve det op til en iron-distance.

Sne, skader, homertrainer og mere sne. Alt sammen har været og er stadig del af min træning, her i de vintre kolde måneder.

Skaderne, ja de har væltet ned over mig som lyn fra en klar himmel. Det er ikke super alvorlige skader, men nok til at man for et knæk i træningsrytmen. Det seneste skud på stammen, af skader, er en lille overbeslasting i den venstre læg. Skaden er nok kommet af for meget løb på sne-underlag. Man kan godt finde steder uden for meget sne i Kbh., men det er ikke de mest spænende steder at løbe, så for det meste løber jeg i Frederiksberghave, hvor der så til gengæld er lidt glat, og ujævnt. Og det har så kostede mig en uge uden løb. Lad os håbe at det snart forsvinder.

Bortset fra skaderne, så er træningen ellers gået fint. Basen er ved at bliver lagt, til en stor sæson.

Følg mig på twitter.com/andreasborch