Hvad skal der så ske nu?

Godt spørgsmål. De første 3 uger efter årets sidste race, kobler jeg helt fra, og laver alt andet end sport. Det er en god måde at slutte sæsonen af på, og man giver kroppen 100 procent ro til at komme sig. Normalt har man ikke tid til at rive 3 uger ud af kalenderen og slappe helt af, men da sæsonen er slut, og man ikke skal køre stævner før om 7 måneder, er det et perfekt tidspunkt at holde pause på.

Efter pausen er træningen meget lystbetonet. Det vil sige at når jeg tager ud og træner, så træner jeg hvad jeg har lyst til. Det er en rigtig vigtig periode, for i de 4 -6 uger jeg kører på den måde, har jeg ikke et eneste dårligt træningspas. Og det har jeg fordi jeg lader dagsformen bestemme, hvad jeg skal træne. Og der kommer med garanti dage til vinter, hvor det ikke er lige sjov at komme ud at træne, og så er det fedt at kunne gøre det på denne måde et lille stykke tid.

Billedet er lånt fra www.tri226.org Og taget 30 min før jeg startede i Köln jernmand. På tri226.org kan man finde andre billeder fra Köln, og andet tri godt.

Köln triathlon 2009.

Så kommer min raceberetning fra Köln triathlon.

Den 6 september kørte jeg Köln triathlon (3,8 km, 180 km, 42 km). Det var en rigtig god dag, hvor jeg fik masser af gode erfaringer med hjem i bagagen. Jeg ender på en 6. plads, som havde en 5 min. tidsstraf hængende over sig, hvilket sandsynligvis kostede nogle placeringer.

God karma lige fra start af

Jeg får en god start på racet. Jeg svømmer rimelig kontrolleret fra mine konkurrenter og ender med at komme som 1ér ud af vandet med et hul på 2 min til forfølgerne. Skiftet går fint og idet jeg er alene i front, kan jeg køre efter min SRM(watt måler) lige fra første meter. Det giver mig en perfekt start på cyklen.

Med- og modvind på cyklen

Efter 30 km. kommer to atleter op til mig, Luke Dragster, og Heiko Tewes. Heiko kører væk ved km 70 og jeg ender med at køre de sidste 110 km med Luke. På et tidspunkt, hvor jeg overhaler Luke, kommer en dommer op og giver Luke en tidsstraf, skønt han lader sig falde tilbage med det samme, og min overhalning var lige efter bogen. Lige efter dommeren har haft fat i Luke, kommer han op og giver mig en straf også. Grunden til strafften var at dommeren mente, at vi arbejdede sammen, og han mente det var snyd at køre på den måde, selvom vi overholdt reglerne. En mærkelig dom, som vi aldrig fik en ordentlig forklaring på og stadig ikke har fået.

Efter cykeldelen skal jeg så i boxen i 5 min. Når man ender i boxen kan man gøre 2 ting. Luke-modellen - råbe og skrige, og i den grad lave en scene. Eller Andreas modellen - slå røven i sædet, ryste benene, og få det bedste ud af det.

5 km. for meget

Første 10 km af løbet kører det ikke specielt godt. Jeg kan ikke finde ind i en ordentlig rytme, og jeg er også lige forbi potten. Men ud på 2. af de 4 omgange kommer der gang i benene. Festen fortsætter lige indtil jeg mangler 5 km. Løbet er gået rigtig godt lige ind til da, km.-tiderne har været fine, men ved km. 37 stoppede det hele. og jeg mister rigtig meget tid der. Derfra kan jeg ikke huske så meget af hvad der skete. Det jeg dog kan huske er, at jeg mener at jeg skal spise en banan 1 1/2 km før målstregen. Hvad får jeg lige ud af at spise på det tidspunkt? Så alt tyder på at jeg har været presset helt i bund, og ikke kunne gøre mere end jeg gjorde!

Med Köln triatlon sluttede også min sæson for i år. Senere skriver jeg en evaluering af sæsonen her på bloggen. Nu står den på off-season i nogle uger endnu. Og så skal jeg igang med vinter træningen.

Dagen før dagen før dagen.

På søndag kaster jeg mig i ilden i Köln triatlon (3.8 svøm, 180 cykel og 42 km løb) www.koelntriathlon.de

Ruten ligger rigtig godt til mig. Svømningen, der foregår i et ro stadion, kunne dog have været lidt mere krævende. Da jeg er en af de stærkere svømmere, håber jeg altid på en hård svømning. Det ville give mig en fordel i forhold til de af mine konkurrenter, som ikke er så godt svømmende.

Cyklingen er flad, og det samme er løbet. Og lige nu siger vejrudsigten, lige under 20 grader, let overskyet, og 5 m/s. Så det er perfekte betingelser, i hvert fald for mig.

Feltet er ikke så stærkt som i Østrig, hvor jeg sidst kørte IM, så jeg kan tillade mig at køre mit eget på cyklen, og ikke være bange for, at der er en gruppe, der kører væk eller at der dannes en gruppe med hurtigløbere, nede bagfra, på cyklen.

Løbet, der er det vigtigt, at jeg ikke kommer for hurtigt ud, specielt de første 10 km. Hvis jeg holder det, så skulle der være mulighed for et godt maraton. Og dermed også en god IM.

Mvh.

Andreas

DM lang triathlon (1900 m. svøm, 90 km cykling og 21 km løb).

DM lang blev en hård, men lærerig dag - Ironman (IM) Østrig sad i kroppen, og på en rute der ikke lå super godt til mig, havde det en påvirkning på dagen. Jeg endte lidt fra hvad jeg havde håbet på, men nu da jeg har fået sovet på det, er jeg godt tilfreds med resultatet.

Det der gjorde at DM ruten ikke lå godt til mig var, at specielt cykeldelen var meget kuperet, og da bakker ikke (endnu) er mit speciale, og IM Østrigs indvirkning på min ydeevne på dagen, blev det en rigtig hård omgang.

Hele dagen igennem kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne presse 100 procent igennem. På svømningen svømmer de fra mig selvom jeg ligger perfekt på fødderne af de forreste, og der plejer jeg aldrig at blive sat. På cykeldelen mangler jeg det sidste på bakkerne for at kunne være med. Jeg kan se, at jeg ikke kan holde til at træde de watt jeg plejer. På løbet mangler jeg også toppen. Løbet er 4 omgange, og på 2. omgang går jeg voldsomt ned, og taber en masse tid. Men jeg får hevet mig op igen, og 3. og 4. omgang løber jeg rimelig stabilt. Jeg tror jeg fik hammeren fordi jeg ikke fik vand ved andet væskedepot, der var simpelthen ikke vand der, så jeg løber en hel omgang uden væske. Grunden til jeg ikke tager energidrik er, at jeg havde lidt besvær med at optage sukker på grund af varmen, og derfor holdt jeg mig til vand.

Jeg ender som nr. 7, hvilket jeg er godt tilfreds med - alt taget i betragtning. Og jeg ved at når jeg er 100 procent klar, er jeg med i toppen. Nu står den på træning frem mod Köln Triathlon (3.8 km svøm 180 km cykling 42 km løb) den 5. september.

En uge til DM lang.

Træningen efter Ironman Østrig er gået nogenlunde. Det har været lidt svært at finde ud af, hvad formen var/er til, idet jeg har været meget svingende i alle tre discipliner. I sidste uge var det cyklen der kørte bedst, og i denne uge har der været mest gang i løbet. Fælles for det hele har været, at efter Ironman Østrig har jeg været meget lang tid om at komme mig efter de lidt mere krævende træningspas. Men det tyder på, at det begynder og blive bedre. Jeg har i hvert fald kunne træne rimelig godt igennem i denne uge med god kvalitet. Så det er på vej i den rigtig retning, og jeg skal nok komme til at køre et hæderligt DM.

Ironman Østrig 09

Ironman Østrig var årets hovedmål og mine forventninger i top da jeg stod på startstregen. Træningen var gået rigtig godt, og jeg havde en mavefornemmelse af, at dette stævne skulle blive mit livs hidtil bedste. Men da dagen var omme, og jeg stod på den anden side af målstregen, var det alt andet end glædesrus der fyldte mit hoved.

Stævnet fra start til slut

Svømningen gik efter planen. Jeg var med 1. gruppe oppe af vandet, og havde et rigtig godt udgangspunkt til cykelturen. I stævnet blev der kørt med 7 m. regel på cykel-delen (7 meter mellem hver atlet), så det var vigtig for mig at komme med de rigtige på cyklen: de folk som kører fornuftigt, og ikke kører for hårdt på bakkerne. Til mit uheld komme jeg ikke med da gruppe1 kører, og jeg kommer i starten til at sidde på mellemhånd på cyklingen. Der bliver først rigtig dannet en gruppe efter 35. km. Jeg kan se på min wattmåler, at jeg sparer en masse kræfter ved at køre med gruppen på det flade. F.eks hvis jeg ligger 7 meter efter en atlet, og vi kører 40 km/t, kører jeg med 210-225 watt. Hvis jeg lå forrest med 40 km/t på samme sted, ville jeg ligge med ca. 270 watt. Så jeg tog en chance og kørte med på bakkerne, for at kunne køre med meget overskud på det flade. Resten af cyklingen går fint.

Skiftet til løb går uden problemer og benene er rigtig friske da jeg smider cyklen - jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud at løbet. Starten på løbet går ok, jeg holder kilometer-tiderne nede, og er meget opmærksom på ikke at løbe for hårdt. Jeg kan mærke, at det er varmt, men jeg husker at køle mig ned ved hvert væskedepot, og bliver som sådan ikke generet af varmen - og det giver selvtillid. Der går et stykke tid inden jeg finder en rigtig god rytme, da det først er ved 16-17 km. at jeg begynder at få et flow i løbet. Da jeg runder halvmaraton kan jeg se, at tiden ikke er hvad jeg regnede med, men ikke katastrofal. Ved 23 km. begynder jeg at få ondt i maven - det kramper og begynder at spænde op i siderne - og mit tempo begynder at falde voldsomt, selv om jeg presser på for at holde det. Ved 25 km. er jeg så presset, at jeg må gå. Efter at havde gået et stykke tid, prøver jeg at løbe igen, og jeg løber ca. 1 km. Og så må jeg gå igen. Det kendetegner resten af mit maraton, og min ironman. Da jeg er ved 31 km. har jeg været i gang 7 timer 48 min - og jeg ender på 9 timer 20 min.

Selvom jeg bruger over halvanden time på de sidste 11 km. er der ikke på noget tidspunkt at jeg tænker: Nu skal jeg bare i mål. Konstant tænker jeg på at flytte mig så hurtigt jeg kan. Om jeg løber eller går - det drejer sig hele tiden om at komme så hurtigt i mål som muligt, altså konkurrencen.

Tanker efter stævnet

Hvad gik så galt? Men kan spekulere sig gråhåret på at finde det svar. Det kan være 117 ting der er skyld i de problemer jeg fik. Det jeg vælger at fokusere på er, at jeg på intet tidspunkt gav op. Jeg fravalgte ikke konkurrencen. Jeg blev ved med at klø på det bedste jeg kunne. Og bagefter da jeg var kommet i mål, kunne jeg give mig selv plads til at spørge: hvorfor gjorde maven det? Hvorfor skulle det ske for mig? Hvorfor, hvorfor…? Jeg tror det er vigtig at give sig selv lov til at være frustreret, og ked af det, efter sådan et race, aldrig i det.

Nu er jeg godt i gang med at træne mig op til DM halv ironman den 9. august 2009. Og så er jeg på udkig efter en ny ironman, hvor jeg kan køre stærkt, og lave et superresultat.

Så er jeg kommet til Schweiz, og blevet tjekket godt ind på hotellet. Rejsen gik godt, lige på nær at en eller anden spade havde givet en bombe trussel i Kastrup lufthavn. Så den store pas og sikkerhedskontrol var lukket, og så skulle man igennem et andet sted, hvor det ikke gik helt så hurtig. Så det blev lige på et hængene hår jeg nåede flyet, 8 andre var ikke så heldige!

I morgen, fredag, skal vi ind til stævne området, og hente posen med nummer osv., så køre vi cykel ruten igennem i bil, for at tjekke sving og stigninger. Og så måske en svømme tur på ruten. Stille og roligt i morgen.

Træningen hen over weekenden, mellem de to stævner, har været rigtig hård. Så det er ren luksus at kunne ligge med benene oppe, og slappe rigtig meget af, i et par dage.

Og i dag, er der faktisk præcis en måned til jeg skal køre ironman Østrig, som er årets hovedmål. Det er også derfor der er blevet trænet godt igennem mellem de to halv ironman stævner. Og på den måde undgået et for stort hul i træning, frem mod ironman Østrig.

Ironman Østrig er det alt overskyggende i år. Og det er der det er vigtigst for mig at køre optimalt. Og det vil så sige at jeg ikke for den fulde nedtrapning til stævnet på søndag. Det det ville gå ud over topningen til ironman Østrig, og det er jeg ikke interesseret i.

Når det så er sagt, så tror jeg stadig væk på et godt resultat på søndag. Jeg har vist gode takter i træningen, og det har kørt rigtig godt. Løbet tror jeg på kan blive bedre ind i forrige weekend, hvor jeg kørte 70.3 i Østrig. Jeg har fået nogle gode erfaringer med fra 70.3 Østrig, som jeg vil kunne bruge til at presse mig yderligere, og lave et bedre løbe resultat, og der med også slutte tættere på toppen.

Gode takter til Halv-ironman 70.3 Østrig, St Pölten.

Halv-ironman 70.3 Østrig (http://ironman.com/events/ironman70.3/austria70.3), var den første rigtig start i år. Træningen havde kørt rigtig godt op til, og jeg så frem til at komme i ilden. Alt i alt er jeg da også tilfreds med stævnet, som også viste at der er plads til forbedringer.

Svømmestarten var det mest kritiske, da den var arrangeret lidt sjusket. Vi skulle starte på en badebro, der lå skævt i forhold til den første bøje samt tæt på land. Med 80 startende i elitefeltet, var der trængsel i starten, og derfor kunne det gå hen og blive tilfældigt om man kom med den rigtige gruppe i starten. Krydret med lidt startnerver, bliver det hele lidt mere spændende.

Jeg får klaret mig gennem starten, og er med i første gruppe – der er kun 2 der svømmer væk fra den gruppe jeg er med i. Mit første skifte er lidt langsomt, men ikke katastrofalt, og jeg sidder godt med fremme på cyklen. Cykelruten havde to skarpe stigninger - den første efter 20 km, hvor jeg holder lidt igen, og der kører frontgruppen så fra mig. Set i bakspejlet burde jeg nok havde kørt med, og på den måde undgået at ligge på mellem hånd mellem de 2 stigninger. I denne konkurrence blev der kørt med 7-meter regel (der skal minimum være 7 meter mellem atleterne), og derfor var det en klar fordel at køre med andre. Jeg havner alene med 2 andre, og vi får kørt op til gruppen igen lige før 2. stigning. Jeg kører nok lidt over evne for at komme op igen, men det var en chance jeg tog. Den sidste stigning, og den længste af de to, sluttede på toppen 20 km. fra mål, hvor de andre skød den godt af. Jeg kørte mit eget tempo, da jeg kunne mærke at jeg ikke skulle give den for meget gas op af stigningen.

Hurtig igennem skiftet, og ud på løbet, kunne jeg mærke at det havde været en klog beslutning ikke at køre med på sidste stigning. Jeg var godt brugt, men ikke smadret, da jeg kom ud på løbet. Efter tre km. løb, havde jeg overhalet to som var gået helt kold, og tydeligvis havde kørt over evne på cyklingen. Jeg løb meget disponeret på første af de to omgange på løbet, og endte med at løbe over et minut hurtigere på sidste omgang.

Efter løbet har man en del tanker, og det der skal blive bedre i fremtiden er min cykling. Jeg er i god løbeform, men hvis jeg lider for meget på cykel-delen, for at kunne køre med fronten, så kan en god løbe form ikke bære mig langt.

Det positive er så, at jeg ikke var 100 procent nedtrappet til stævnet, og der stadig er tid til forbedringer på cyklingen, frem til Ironman Østrig 5. juli. Dette stævne er mit hovedmål i år, hvor jeg vil køre et godt resultat.

De næste dage handler om at blive frisk til at træne igen, for om mindre end 2 uger – den 7. juni - skal jeg køre halv-ironman i Zürich, Schweiz (http://ironman.com/events/ironman70.3/switzerland70.3).

Andreas

Hej der ude,

Livstegn fra mig. Den sidste periode har stået på hård træning, duathlon i Blovstrød og et grimmer maveonde der satte mig ud af spillet, og gav mig en mavepuster der var til at føle på.

Så med kun to uger til første race, 70.3 i Østrig, bliver det spænende, og se hvad kroppen har at skyde med. Men mon ikke der kommer diamanter i benene, når jeg står på start stregen, og har fået nummer på.

Men det skal jo heller ikke være for let. Maveproblemerne har taget rimelig hårdt på mig. Når træningen køre, og det hele går efter planen, så er det ikke sjov at få smidt sådan en i hovedet. Der er selvfølgelig, i midt tilfælde, kun 2 dage uden træning. Men dagene efter sygdommen har man det som om man har kørt en ironman, eller tæt på, fuldstændig tom for energi, og en to timers rulle tur, følges som 5 timer tempo tur. Ikke det fedeste to uger før et race.

Men når man ved man har passet sin træning, og takterne har været gode. Så er det bare at slå koldt vand i blodet, og se frem af.

Godt hjemme i Dk, efter en god træningslejer. Nu kan jeg for alvor se frem mod det første race i år, 70.3 i Østrig. Men nu skal jeg første og fremmest blive frisk oven på træningslejeren, man er godt brugt efter 18 dage hvor der er blevet trænet i bund.

Nu sagde jeg godt nok, at 70.3 Østrig var det første race, jeg har dog Blovstrød duathlon om 2 uger, den 3. maj. Et hyggeligt og lokalt stævne, det må snart være et af de ældste her hjemme. Dejligt at der er nogen der holder ved. Og til hvem der ellers læser med her på bloggen, så støv pladehjulet af, smør kæden, og kom og stil op, evt. til en røvfuldJ

Så spinder min træningslejer på sidste vers. 2 hele dage tilbage i sydens sol og sommer. Det har været super fedt her nede, og jeg har fået trænet godt igennem. Jeg har boet privat her nede, og jeg må sige det er en rigtig god måde at være af sted på, meget afslappende.

Sydfrankrig kan varmt anbefales. Gode cykel og løbe muligheder. Det eneste der måske kan drille lidt, er svømningen. Men til vedligeholdelse er det fint. Man skal nok ikke forvente den helt store svømmehals oplevelse her nede. Da de har lidt andre svømmehals standarter, end i Dk. Og det i den forkerte retning. Men hva´, jeg er klaret mig fint igennem, og så længe jeg ikke er blevet dårligere, så går det nok.

I morgen er den sidste lange cykeltur her, så mon ikke den bliver rundet af med en god cafe tur, med en ordentlig spand kaffe. Jeg vil i hvert fald gøre midt for det, jeg tror heller ikke de andre rødder har noget imod det.

God dag på Mont Ventoux. God tid, gode watt. Og hvis jeg var lidt i tvivl om jeg var ved at brænde lidt ud her nede, så er jeg ikke i tvivl mere, for at citere Barack Obama: I am still fired up, and ready to go!

Men når det er sagt, så sidder Mont Ventoux godt i benene lige nu. Og sådan skal det også være efter at havde kørt Mont Ventoux, ikke noget unormalt der.

Man er altid lidt bange for at man har kørt lidt for hårdt på den førte uge af en træningslejr. Og så er fuldstændig knækket de sidste par dage, og kun kan sidde og savle ned af sig selv, og drikke cola. Men alt tyder på at jeg har disponeret kræfterne ordentligt, og kan få trænet godt, de sidste par dage.

Nu vil jeg læne mig tilbage og nyde de ømme ben, og se en god film, og drikke 7 liter cola.

Og hvad cola angår, så har jeg fundet min nye ven, vanilje cola. Eller det vil sige, jeg har genfundet en gammel ven. Første gang jeg stiftede bekendtskab med vanilje cola, var på en træningslejr tilbage i 04. Vores daværende landstræner, en østtysker, der pressede os til grænsen, og så lossede os i røven ud over grænsen. Hans krævende træning gjorde, at kroppen skreg efter alternative energikilder, da den almindelige energidrik ikke var nok.

Så en dag i det lokale supermarked, i en desperat søgen efter et sukkerfix, fandt jeg vanilje cola! Og siden den dag, har det været min redningsmand, i pressede situationer. Desværre, eller heldigvis fås det ikke i Danmark.

Så skal jeg op af bjerget igen Mont Ventoux. Nu er det ikke fordi jeg kun ligger og fiser op af ned af det s.... bjerg. Men lige i morgen, lørdag, står der max op af Mont Ventoux i programmet. Og med mine snart okay ømme brugte bener, så bliver det en grimmer tur i morgen.

Målet er at køre hurtigere op ind min første tur. Lige p.t. vil jeg sige det kan gå begge veje. Det kan blive rigtig godt. Men det kan så også blive ren overlevelse. Jeg tror ikke der en en mellem vej. Så det glæder jeg mig til at se.

De sidste par dage har været rimelig hårde. Onsdag 190 km i bakker, bjerge. Torsdag kryds træning. 30 km cykel plus 5 løb tre gange igennem, med god intensitet. Så i dag, som var hviledag, var en rigtig god dag.


På billedet ses, hvordan mine aftner har endt de sidste par dage.

Og hvordan ser jeg så frem til i morgen. Det kan Mr. T i rollen som Clubber fortælle da han bliver interviewet, før kampen mod Rocky, i filmen Rocky 3:

"What's your prediction for the fight?" "Prediction?" "Yes prediction." "Pain."

Snart en uge er gået af min træningslejer i Sydfrankrig. Og benene er, alt taget i betragtning, stadig gode.

Den sjoveste oplevelse ind til videre har været at køre op af bjerget Mont Ventoux. 23 km. med en snit stigning på 7,5 procent.

Mont Ventoux er kendt fra Tour de France, som en af de hårdeste stigninger, løbet har at byde på.

Nu siger jeg ”sjov”, og det er det også, sjovt at træne. Men lige når man sider i det, og det brænder i benene, og du har kørt 60 min. op af, og mangler 30 min. op i nu. Så kommer man helt automatisk til at tænke på ting du kunne lave, der er lidt sjovere. Men lige da jeg nåede toppen, er det det hele sliddet hver, og jeg ville med glæde gøre det igen.

Hej Der ude,

Og velkommen til den nye blog!

Så er der for alvor kommet gang i træningen, og der med også noget spænende at skrive om.

Jeg er godt i gang med base træningen, og det køre rigtig godt.

Noget af det rigtig sjove for tiden, er at jeg har fået købt mig en SRM watt måler(ja man kan vel godt kalde det en familie forøgelse), og kommet godt i gang med at bruge den. Og allerede efter første tur, med efterfølgende løb, stillede jeg mig spørgsmålet: hvorfor har jeg ikke købt en før!?

SRMen er rigtig god til at styre træningen. Men bliver meget opmærksom på, ikke at køre for hårdt på bakkerne. Ikke bare de store, men også meget små bakker(det er jo ikke rigtige bakker, men små stigninger). Og på den måde spare lårene, så de er friskere til løbe turen bagefter.

Og det var netop det de var, friske. Da jeg skulle løbe efter min første SRM tur, kunne jeg mærke at benene var meget mere friske, og det var let at holde tempo på hele turen. Hvor jeg før gik ned i tempo, hvis jeg skulle holde pulsen i den planlagte zone. Så nu holder jeg tempo hele vejen, uden at gå ud af puls zonen.

Billedet her er fra Lisboa triathlon sidste år, hvor jeg endte som 9ér. Et rigtig godt resultat. Men hvor jeg ikke rigtig syntes det kørte optimalt. Det var ikke et hovedmål, og jeg var af samme grund ikke nedtrappet til det. Men ironisk nok, når jeg ser tilbage på 08, så var det, mit bedste stævne på hele sæsonen.

Jeg kunne jo ikke have vist at jeg senere ville udgå til mit hovedmål Roth pga. af møg vejr, og heller ikke vide at jeg ville få et skod dag til VM lang(ITU), og køre langt fra hvad var/er i stand til. Havde jeg nu kunne se ind i fremtiden, havde jeg så nok også nydt min resultat fra Lisboa mere, og suget så meget energi ud at det som muligt. Men hvem kan se ind i fremtiden? Jeg kan i hvert fald ikke. Men jeg har lært af 08 at man skal nyde og sætte pris på tingene i nuet, og ikke havde få travlt. Det tror jeg, vil gøre mig en stærkere og bedre triathlete i 09.