På søndag skal jeg køre Hannover iron-distance. Og det er også årets første konkurrence, så spæningen er i højsæde, og forventningerne lige så store.

Svømningen og cyklingen er på plads, specielt cyklingen har rykket sig, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om at den nok skal sidde lige i skabet. Men det jeg glæder mig til allermest er løbet, specielt de sidste 8-10 km. af marahtonet, det er der min ironman begynder.

De sidste 8-10 km har jeg glædet mig til lige siden jeg krydsede målstregen i Köln sidste år. Der bukkede jeg under for det fysiologiske pres, man bliver udsat for under en ironman. Men i Hannover bliver det anderledes, her er jeg mange gange mere klar til smerten, og det kommer ikke til at få mig ned med nakken, som det gjorde i Köln.

Den sidste rigtige træning er afsluttet, den træning der har været super specialiseret frem mod Hannover. Nøglepasende er gået godt. Nøglepasende er de træningspas der virkelig sparker, og rykker niveauet, mentalt såvel som fysisk.

Men, det lille "men" er der altid. Det er at jeg var løbeskadet i foråret, og hvor meget det har kostet er ikke til at vide. Men jeg er meget optimistisk selvom jeg har været løbeskadet. Dels fordi jeg fik lagt en super god løbebase i vinters, og dels fordi jeg mentalt føler mig stærkere ind da jeg kørte i Köln. Og "bare" ved det mentale kan man hente utroligt meget på en konkurrence der er så lang som en iron-distance.

Mvh

Andreas