Ironman Østrig 09

Ironman Østrig var årets hovedmål og mine forventninger i top da jeg stod på startstregen. Træningen var gået rigtig godt, og jeg havde en mavefornemmelse af, at dette stævne skulle blive mit livs hidtil bedste. Men da dagen var omme, og jeg stod på den anden side af målstregen, var det alt andet end glædesrus der fyldte mit hoved.

Stævnet fra start til slut

Svømningen gik efter planen. Jeg var med 1. gruppe oppe af vandet, og havde et rigtig godt udgangspunkt til cykelturen. I stævnet blev der kørt med 7 m. regel på cykel-delen (7 meter mellem hver atlet), så det var vigtig for mig at komme med de rigtige på cyklen: de folk som kører fornuftigt, og ikke kører for hårdt på bakkerne. Til mit uheld komme jeg ikke med da gruppe1 kører, og jeg kommer i starten til at sidde på mellemhånd på cyklingen. Der bliver først rigtig dannet en gruppe efter 35. km. Jeg kan se på min wattmåler, at jeg sparer en masse kræfter ved at køre med gruppen på det flade. F.eks hvis jeg ligger 7 meter efter en atlet, og vi kører 40 km/t, kører jeg med 210-225 watt. Hvis jeg lå forrest med 40 km/t på samme sted, ville jeg ligge med ca. 270 watt. Så jeg tog en chance og kørte med på bakkerne, for at kunne køre med meget overskud på det flade. Resten af cyklingen går fint.

Skiftet til løb går uden problemer og benene er rigtig friske da jeg smider cyklen - jeg glæder mig rigtig meget til at komme ud at løbet. Starten på løbet går ok, jeg holder kilometer-tiderne nede, og er meget opmærksom på ikke at løbe for hårdt. Jeg kan mærke, at det er varmt, men jeg husker at køle mig ned ved hvert væskedepot, og bliver som sådan ikke generet af varmen - og det giver selvtillid. Der går et stykke tid inden jeg finder en rigtig god rytme, da det først er ved 16-17 km. at jeg begynder at få et flow i løbet. Da jeg runder halvmaraton kan jeg se, at tiden ikke er hvad jeg regnede med, men ikke katastrofal. Ved 23 km. begynder jeg at få ondt i maven - det kramper og begynder at spænde op i siderne - og mit tempo begynder at falde voldsomt, selv om jeg presser på for at holde det. Ved 25 km. er jeg så presset, at jeg må gå. Efter at havde gået et stykke tid, prøver jeg at løbe igen, og jeg løber ca. 1 km. Og så må jeg gå igen. Det kendetegner resten af mit maraton, og min ironman. Da jeg er ved 31 km. har jeg været i gang 7 timer 48 min - og jeg ender på 9 timer 20 min.

Selvom jeg bruger over halvanden time på de sidste 11 km. er der ikke på noget tidspunkt at jeg tænker: Nu skal jeg bare i mål. Konstant tænker jeg på at flytte mig så hurtigt jeg kan. Om jeg løber eller går - det drejer sig hele tiden om at komme så hurtigt i mål som muligt, altså konkurrencen.

Tanker efter stævnet

Hvad gik så galt? Men kan spekulere sig gråhåret på at finde det svar. Det kan være 117 ting der er skyld i de problemer jeg fik. Det jeg vælger at fokusere på er, at jeg på intet tidspunkt gav op. Jeg fravalgte ikke konkurrencen. Jeg blev ved med at klø på det bedste jeg kunne. Og bagefter da jeg var kommet i mål, kunne jeg give mig selv plads til at spørge: hvorfor gjorde maven det? Hvorfor skulle det ske for mig? Hvorfor, hvorfor…? Jeg tror det er vigtig at give sig selv lov til at være frustreret, og ked af det, efter sådan et race, aldrig i det.

Nu er jeg godt i gang med at træne mig op til DM halv ironman den 9. august 2009. Og så er jeg på udkig efter en ny ironman, hvor jeg kan køre stærkt, og lave et superresultat.