Challenge Copenhagen 2012

På den igen.

Efter min DNF i Challenge Roth den 8 juli, valgte jeg at starte i Challenge Copenhagen den 12. august. Formen var super god tilbage i juli, så det var bare at komme igang med at træne så hurtigt som muligt efter Roth, så jeg stadigvæk kunne være skarp til Challenge Copenhagen.

Bring it on.

Pro feltet var bredt, og hvis alt faldt til min side ville en top 5 havde været realistisk. Men det gjorde det ikke. Jeg blev nr 9 i pro feltet, så jeg er sulten efter mere og næste mål er nu Challenge Barcelona den 30 sep(3,8, 180 og 42,195).

Sådan har jeg mest haft lyst til at skrive efter Challenge Copenhagen, jeg var skuffet over ikke at kunne levere et bedre resultat, så hvorfor bruge mere tid på det?

Ja det er et godt spørgsmål.

Jo for ser man bort fra resultat listen, analyserer racet, og kigger på hvordan jeg taklede det undervejs, så er jeg blevet mere og mere glad for Challenge Copenhagen 2012.

Racet forløb således. Jeg var 1'er oppe af vandet. Jeg blev jeg så overhalet af Aaron Fallow, den senere vinder, efter 4 km cykling. Jimmy Johnsen henter mig ved 15 km, og lidt efter Tim Berkel. Jimmy kører for stærkt for mig, så ham må jeg slippe ved 40 - 45 km. for ikke at brænde ud, på det tidspunkt er jeg begyndt at små-krampe i overlårene. Sidst på 1. omgang henter Dejan Patrcevic mig, og vi ender med at køre resten af cyklingen sammen. Vi kører fair, og tager ingen chancer. I Lyngby på brostenene får vi så en straf for at ligge for tæt på hinanden - så bum - 4 min i box i T2. Det er selvfølgelig bedre at der bliver givet en straf for meget end 100 for lidt, men på brosten og med age group-atleter der vælter rundt over det hele, så var det sgu en skod dom at give der.

Efter 4 lange minutter i T2, var det af sted på løbet på i alt fire omgange. Benene var ikke fantastiske, men de skulle nok bare løbes igang. Første omgang var ikke helt super, men okay. Nu ventede jeg bare på de gode løbeben. De kom ikke, tempoet faldt, og jeg led mere og mere. Sidste del af anden omgang var hård. Hele tiden kæmpe med det, ikke give op. Ud på 3. omgang prøvede jeg at presse mere på, tempoet steg og tingene så lysere ud, og jeg følte ikke jeg overdrev. Sidst på tredje omgang faldt hammeren så, 5.30 pr km var jeg nede og runde. Det eneste jeg kunne gøre var at blive ved med at holde fokus, og ikke give op. Sidste omgang var der lidt, lidt gang i benene. Men god fart, kom der aldrig.

Det jeg så er super super glad for efter Challenge Copenhagen, er at jeg ikke gav op. Jeg sagde ikke undervejs "nu skal jeg bare i mål". For siger man først det, så er løbet forbi - man fravælger konkurrencen. Så at jeg hele tiden blev ved med at kæmpe, det er jeg super stolt over. Selv om kroppen ikke kunne noget som helst, så blev hovedet ved. Det havde jeg ikke kunne for et par år siden. Det var derfor jeg ikke bare har smidt Challenge Copenhagen i skraldespanden - jeg har hængt mit race nummer op, og er super stolt over det. Og har uden tvivl fået erfaringer jeg kan bruge i fremtidige konkurrencer.